Operaen – historien kort:

Operaen er én af Københavns mest ikoniske bygninger og betragtes som et symbol på byens rige kulturliv. Uanset om man er til opera eller ej, så er bygningen et besøg værd. Arkitekturen, udsmykningen og den flotte udsigt over Københavns havn og Amalienborg gør stedet til en helt særlig oplevelse. Også gastronomisk er der noget at komme efter. Kombinér besøget med Almanak i Operaens moderne danske gastronomi, hvor sæsonens bedste danske råvarer sættes smukt i scene til frokost og aften.

Operaen på Dokøen blev indviet d.15. januar 2005 og er en gave til det danske folk fra A.P Møller og Chastine Mc-Kinney Møllers fond. Bygningen er hjemsted for de største danske opsætninger af opera og ballet og er en del af Det Kongelige Teater.

Operaen var en konfliktfyldt fødsel

Med sine over 41.000 kvadratmeter og 1000 rum er Operaen én af Danmarks største bygninger. Den er tegnet af den berømte arkitekt Henning Larsen, som påbegyndte byggeriet i 2001. Allerede ved udgangen af 2004 stod det spektakulære bygningsværk færdigt.

Den storslåede bygning kom dog ikke til verden uden konflikt. Henning Larsen var tæt på at trække sig fra byggeriet i 2002 i protest mod Mærsk Mc-Kinney Møllers indblanding. Det endte dog – heldigvis - med, at Henning Larsen gennemførte det storslåede byggeri.

Operaen er udsmykket af store danske kunstnere

Udsmykningen i Operaen er noget helt særligt. Her står en række kendte danske kunstnere bag, for eksempel den internationalt anerkendte billedhugger Per Kirkeby, hvis fire bronzerelieffer pryder foden af scenerummet. Alle fire relieffer viser bjælker, jord, mudder og fødder, der titter frem, som var det fire levende begravede. Billedkunstner Per Arnoldi har stået for farvesætningen af Operaen og udsmykningen af scenetæppet og foyeren, som begge prydes af Operaens logo med to O'er flettet ind i hinanden. Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson har skabt Operaens tre lysende glaskupler, som hænger i foyeren. De måler hver især tre meter i diameter og er monteret med 8000 spejle og 300 lamper.

Læs meget mere om arkitekturen her.

Nytår på Almanak


Skål nytåret ind med Københavns bedste udsigt!
Se programmet